-
Business-update: LEGO-chef får lønstigning – tjener 100 gange så meget som en gennemsnitsdansker
来源: BDK Finans / 12 3月 2025 11:00:38 America/Chicago
God eftermiddag og velkommen til onsdagens update fra Berlingskes Business-redaktion. Det har været endnu en uge, der allerede har budt på så mange store nyheder, at man nemt kan få det lidt ligesom Kaptajn Haddock fra Tintin. Alligevel har vi som altid været medierne rundt for at give dig et udpluk af dagens historier, så du kan få et indblik i, hvad der foregår i erhvervslivet. Lad os komme i gang. #1 – Investorer taber milliarder på Northvolt Onsdag morgen stod det klart, at den svenske batteriproducent Northvolt søger konkursbegæring. Store indskud er tabt, og den danske pensionskasse ATP har 2,3 milliarder kroner i klemme. Northvolt producerer batterier til blandt andet elbiler og har leveret til både BMW og Volkswagen. Det har været en vision for hele Europa at blive selvforsynende på området og gøre sig fri af kinesisk produktion, men Northvolt har i årevis haft problemer med at skalere produktionen. Børsen har talt med en række danske investorer, der udtrykker stor ærgrelse. »Grundlæggende er det trist for virksomheden og for den grønne omstilling i Europa, at det ikke har været muligt at finde frem til en løsning, der kunne sikre den videre drift og udvikling af batterier produceret på europæisk jord,« lyder det blandt andet fra investeringsdirektør i ATP, Mikkel Svenstrup. I alt har Northvolt rejst over 100 milliarder kroner fra investorer, der tæller alt fra danske pensionskasser til udenlandske bilkæmper. Men nu er eventyret altså slut. #2 – Biotekchef vil op i ny liga med kæmpehandel Der var fuld fart på Zealand Pharma-aktien onsdag morgen, efter en »gigantaftale« med schweiziske Roche forventedes at sende milliarder til den danske biotekvirksomhed. I et interview til Finans fortæller topchef Adam Steensberg nu, at Zealand Pharma står til at modtage en kontant engangsbetaling på 11,3 milliarder kroner og såkaldte milepælsbetalinger for sammenlagt mere end 36 milliarder kroner. Midlerne skal gøre det muligt for selskabet at komme i mål med ambitionen om at blive »verdens bedste« inden for opdagelsen af nye lægemidler baseret på såkaldte peptider. »Vi skal investere i vores pipeline, så vi kan reflektere det firma, vi gerne vil have om fem år, som er et anderledes firma, end vi er i dag,« siger Adam Steensberg til Finans. #3 – LEGO-chef bliver belønnet for flot regnskab LEGO overraskede tirsdag alt og alle med et »enestående« regnskab for 2024, hvor omsætningen steg med 13 procent til rekordhøje 74 milliarder kroner. Samtidig voksede driftsoverskuddet med otte procent til knap 19 milliarder kroner, og overskuddet efter skat landede på 13 milliarder kroner. Og det har fået bestyrelsen til at belønne topchef Niels B. Christiansen, der har fordoblet Legos omsætning siden sin tiltrædelse i 2017. Ifølge Finans er den samlede lønpakke til ham og de otte personer i bestyrelsen steget fra 57 millioner kroner i 2023 til 71 millioner kroner i 2024. Det er ikke opgjort, hvordan stigningen bliver fordelt, men hvis bestyrelsen i LEGO bliver aflønnet efter »normale principper«, ligger Niels B. Christiansens løn ifølge Finans på omkring 65 millioner kroner mod omkring 50 millioner kroner sidste år. Det svarer i træskolængder til en løn, der er 100 gange større end en gennemsnitsdanskers. Men måske er Niels B. Christiansen det hele værd, siger en ekspert til Finans i artiklen, du finder her. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Stilhed før stormen – en frygtet fjende venter USAs forbrugere Budskabet fra præsident Donald Trump har været klart: de forhøjede toldsatser er kernen i den politik, der skal skabe en »gylden æra« for USA. Det bliver måske gyldent for verdens rigeste. Den almindelige amerikaner har udsigt til igen at møde en frygtet fjende: inflationen. Læs Ulrik Bies analyse af dagens inflationstal fra USA her. B: Topadvokat blev fanget på hemmelige optagelser. Nu erkender han inhabilitet Den profilerede advokat Anders Hoffmann Kønigsfeldt fra Bech-Bruun erkender nu, at han var inhabil i en konkurssag, hvor han lod sig udpege som kurator. Det sker, efter at advokaten blev fanget på skjulte optagelser, og Gældsstyrelsen indledte en undersøgelse. Læs den opsigtsvækkende historie her. C: 90.000 mennesker i den private sektor går hver dag på arbejde og håndterer bureaukrati Danske virksomheder drukner i bureaukrati og bruger enorme ressourcer på at leve op til en stigende mængde krav og regler. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv, der for første gang giver et bud på de konkrete tal – og advarer om fatale konsekvenser, hvis udviklingen fortsætter. Erhvervsministeren garanterer handling. Læs hele artiklen her. Tak, fordi du læste med. https://www.berlingske.dk/business/business-update-lego-chef-faar-loenstigning-tjener-100-gange-saa-meget